Dreng sidder i blade og leger med orange skraldebil

GENbrugsen

På genbrugspladsen i Frederiksværk har vi genbrugsbutikken ”GENbrugsen”, som giver mulighed for, at nogle af de ting, der afleveres, kan blive brugt igen af andre.

Genbrugshuset har åbent onsdag - søndag kl. 12 - 16.

Der er to vigtige grunde til, at vi har åbnet "GENbrugsen":

For det første vil vi gerne bruge ressourcerne i affaldet bedre. Vi har en vision om, at alt affald skal håndteres som værdifulde ressourcer – og i den optik er genbrug direkte fra borger til borger en rigtig god løsning.

For det andet ønsker vi i Halsnæs Forsyning at understøtte beskæftigelsesindsatsen i kommunen. Vi har med vores ydelser og opgaver i Forsyningen gode muligheder for at hjælpe mange forskellige borgere på flere forskellige måder.

Der skal betales for genbrugsvarerne af hensyn til adfærden i "GENbrugsen". Det er vores erfaring fra det tidligere byttehus og andre steder i landet, at en mindre betaling giver langt mere respekt og justits omkring måden, genbrugsvarerne bliver håndteret på. Af hensyn til, at det skal være en god og tryg oplevelse at komme i genbrugsbutikken, bliver alle varer derfor prissat.

Salgsindtægterne fra "GENbrugsen" kan dermed sammenlignes med indtægter fra salg af andre ressourcer - fx jern og papir, modtaget på genbrugspladsen. Økonomien på affaldsområdet skal hvile i selv, hvilket betyder, at indtægter og udgifter skal gå i nul. Hvis vi gør det så godt, at der bliver genereret et overskud i "Forsyningen", så skal vi sænke taksten, som borgerne betaler for genbrugspladsen. På den måde kommer indtægterne fra vores genbrugsbutik alle borgere til gode.