Du kan få nem sortering i både helårs- og sommerhus på flere måder.
Ved opstarten af den nye indsamlingsordning får alle en lille beholder til sortering af madaffaldet inde i køkkenet. Derudover kan du hente en lille spand til sortering af det tørre affald, hvis du har brug for sådan en.
Denne spand kan du for eksempel hænge på skabslågen under køkkenvasken og her midlertidigt lægge tørre fraktioner, som er drikkekartoner, plast, metal, pap og papir. Når du tømmer den, sorterer du nemt færdigt ude ved beholderne.
Sommerhuse har hidtil kun haft en affaldsbeholder udenfor til restaffald, dvs. ’det hele’, så her er situationen lidt en anden. For at lave nem sortering kan du også her bruge spanden til madaffald og den anden spand til de tørre affaldstyper. Din gamle beholder eller affaldspose kan så bruges til restaffald. På den måde får du nem håndtering af syv-otte affaldstyper - i tre beholdere indenfor.
Derudover findes mange fine sorteringsbeholdere på markedet, både til nye køkkener og til placering i eksisterende. Det er selvfølgelig helt frivilligt, om du vil benytte de udleverede indendørsbeholdere eller om du vil indrette dit eget system med op til 10 beholdere.
Hvis dit rækkehusområde, sommerhusområde eller etagebebyggelse får/har en fællesløsning, altså fælles udendørs affaldsbeholdere, vil det nok være nemmest med en indendørs beholder til hver affaldstype, så du kan medbringe poserne på gåturen med hunden - eller køreturen til byen.